Hvordan gør man det godt foran kameraet i sin egen virksomhedsvideo?
At have virksomhedsejeren eller nøglemedarbejdere med i sin virksomhedsvideo kan skabe en unik form for autenticitet og tillid. Når folk ser de rigtige personer bag virksomheden, forbinder de budskabet med et menneske i stedet for blot et logo. Dette gør videoen mere personlig og giver ofte bedre engagement, især på sociale medier. Samtidig sender det et signal om troværdighed og ekspertise, fordi den, der står bag produktet eller servicen, ofte er den, der bedst kan forklare detaljerne og de historier, som en skuespiller eller voice-over aldrig kan fange helt på samme måde.
Udfordringer ved at være foran kameraet
Der er dog et “men”. Det er ikke altid let at stå foran kameraet, særligt hvis man ikke er vant til det. Mange oplever nervøsitet, stivhed eller at de glemmer, hvad de vil sige, hvilket kan gøre videoen mindre naturlig og få den til at virke uprofessionel, hvis man ikke har forberedt sig ordentligt. Det kan også være en udfordring, hvis man ikke har en naturlig formidlingsevne, da det kan være afgørende, at budskabet kommer klart og flydende igennem, især hvis videoen skal bruges i marketing og salg.
Hvordan man gør det godt
Forberedelse er helt centrale. Det er vigtigt at have en plan og nogle stikord eller et overordnet manuskript med de vigtigste budskaber at arbejde ud fra. Øv dig gerne foran spejlet eller lav testoptagelser, så du bliver tryg ved dit materiale og ved situationen. Autenticitet er langt mere vigtig end den korrekte formidling. Du behøver ikke være perfekt; et smil, naturlig stemmeføring og at tale som du ville til en kunde i virkeligheden, det gør videoen langt mere troværdig og engagerende.
Når det er sagt, er det også vigtigt at have i baghovedet, at det er vigtigere at kunne levere selve budskabet med det rette glimt i øjet frem for de ordrette sætninger til kameraet. Det er meget bedre at virke levende og naturlig frem for at levere eksakte sætninger - som tværtimod tit kan få præstationen til at virke stiv og monoton.
Det er også vigtigt at holde budskabet kort og præcist. Lange monologer virker sjældent, fordi seeren hurtigt mister interessen, mens korte, letfordøjelige sekvenser fastholder seerens opmærksomhed. Selvom indholdet er det vigtigste, kan lys og lyd ikke undervurderes. Selv de mest autentiske personer vil fremstå uprofessionelle med dårlig lyd eller skarpt lys, så overvej om du skal have professionel hjælp til optagelsen. Endelig kan gentagelser og klipning hjælpe med at få det bedste frem; optag flere versioner og klip dem sammen, så videoen får et naturligt flow og nervøsitet dermed bliver mindre synlig.
Alternativer til at stå foran kameraet
Hvis det slet ikke føles rigtigt at stå foran kameraet, findes der selvfølgelig alternativer. Du kan stadig få din personlighed og stemme med gennem voice-over, interviewformater, hvor en kollega stiller spørgsmål, eller ved at bruge animation og grafik til at formidle budskabet. Det handler om at finde den løsning, der passer bedst til din virksomheds udtryk og din komfortzone.
At være med i sin egen virksomhedsvideo kan være en stor fordel, fordi det skaber autenticitet, tillid og troværdighed, men det kræver både forberedelse, øvelse og nogle gange professionel hjælp til tekniske elementer som lys og lyd. Det kan være en god idé at starte med mindre videoer og teste sig frem, så man gradvist finder sin naturlige form. På den måde bliver videoen både personlig og professionel, og du får mest muligt ud af dit content.